Om Als og Nordals

Som beskrevet ligger sommerhusområdet kun 250 meter fra havet. I nærheden er en campingplads, hvor man kan købe frisk morgenbrød. Nordborg by med flere store butikker ligger kun 3 km væk. Her er en af Als' bedste slagtere, Netto, Kvickly og mange andre butikker. Der er også kun omkring 3 km til Danfoss med Danfoss Universe, hvor man kan opleve en helstøbt attraktion af meget høj værdi på nationalt niveau.
 

Sønderborg, Dybbøl Mølle og Tysklandsindkøb

Der er 25 km til Sønderborg, hvor man kan besøge Sønderborg Slot. Der er ringridning hver tirsdag kl. 17.00 i sommermånederne på slotsområdet. Og ikke at forglemme den årlige Ringridderfest, som er Nordeuropas største - den foregår den 2. uge i juli. Havneområdet og Alsion Sønderjyllands koncert og kulturhus. Sønderborg har også flere gode badestrande og en flot havnepromenade. Der er en flot gågade med mange spændende butikker. Desuden ligger der også flere store centre med nogle af de store butikker, bl.a. Bilka og Føtex.

Dybbøl Mølle og skanserne er også et besøg værd, her findes også et museum om krigen fra 1864, og det er muligt at komme ind og se møllen. Byen består af blandede gamle og nye bygninger. Sønderborg blev svært beskadiget af preussisk artilleribombardement under belejringen af Dybbøl-skanserne i 1864. Store dele af midtbyen og havneområdet nedbrændte. Den største del af byen ligger på Als-siden, mens en mindre del ligger på Sundeved-siden af Alssund. Fra midten af 1800-tallet og til 1930 var de to bydele forbundet med pontonbroen Frederik VII’s Bro. Skulle man over, betaltes der bropenge undtagen om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at sundeved-siden i folkemunde fik navnet "Den hellige side".

Og så er der kun 55 km. Til Tyskland, hvor man kan købe mange varer billigt. Med fordel kan købes: Øl, vin, cigaretter, søde sager, og selvfølgelig også madvarer.
 

Fakta om Als

Als (tysk: Alsen) er en ø beliggende øst for Jylland med et areal på 321 km², 165 km i omkreds. Øen afgrænses af Als Sund, Als Fjord, Lillebælt og Flensborg Fjord. Øen opdeles i Als Nørre Herred bestående af sognene Egen, Havnbjerg, Nordborg, Oksbøl og Svenstrup. Als Sønder Herred med Augustenborg og Sydals med halvøen Kegnæs. Dertil kommer Sønderborg, som er kommunebyen. Sønderborg Kommune ligger i Region Syddanmark. Als har naturlig områdetilknytning på Jyllandssiden til Sundeved, Broagerland og Gråsten.Øen er forbundet med Jylland med Kong Christian den X's Bro i Sønderborg (1930) og Alssundbroen (1981). Der er færge fra Ballebro til Hardeshøj, fra Søby på Ærø til Fynshav og fra Bøjden til Fynshav.

Als er en frugtbar ø, i dag med intensiv svineavl. Øen var tidligere kendt for sine frugtplantager, hvoraf der endnu er nogle få i drift. Vestkysten af Als har mange indskæringer, Hørup Hav, Augustenborg Fjord (med øen Katholm) og Dyvig. På østkysten ligger langs med Lillebælt den 700 ha store Nørreskov. Nørreskoven ligger tæt på landsbyen Elstrup som indtil 1940'erne var en vigtigt by, da byen besad en af de store møller, hvor bønderne fik malet deres mel. Møllen er siden blevet indrettet til café og museum.

Øen er tæt befolket: 51.892 indbyggere (pr. 1. januar 2009), svarende til 161 indb. pr. km². Tidligere Nordborg Kommune med ca. 14.000 indbyggere er sæde for en række store virksomheder med Danmarks største industrivirksomhed Danfoss i spidsen. Danfoss har ca. 5.500 ansatte, Sauer-Danfoss ca. 1.300 ansatte, Linak knap 1.000 ansatte og Siemens Flow ca. 400.
 

Als set med historiske briller

Få steder i Danmark har man gjort så mange bopladsfund og fundet så mange stendysser på så lille et areal som på Als. De mange fund vidner om, at øen har været beboet fra ældre stenalder. Mange af stendysserne er fundet i skovene og flere kan stadig ses i Nørreskoven, bl.a. ved Blommeskobbel, hvor to landdysser og en runddysse står samlet på ét sted. Af fund fra bronze- og jernalderen er mest kendt Hjortspringsbåden, som i dag befinder sig på Nationalmuseet. En fuld kopi af båden er af lokale blevet fremstillet med originale metoder fra den tid. Man har også blandt andet på Nordals fundet resterne af en et lig i en egekiste fra bronzealderen, samt nogle bronzeskåle, der også i dag kan findes på Nationalmuseet. Fra Vikingetiden har man blandt andet ved Ketting fundet en mand, begravet med sin stridshest og sværd. Ved Augustenborg er fundet et befæstningsanlæg, kaldet Svenskeskanse, det er et voldanlæg, der i sin struktur minder om anlægget ved Hedeby. Man har i volden fundet forskellige brugsgenstande fra den tid.

I middelalderen var øen præget af en række herremænd, der beherskede hver deres egn fra lokale borge. Christian 3.'s søn, hertug Hans, fik øen som slesvigsk del-hertugdømme, og han købte adelen ud. Senere blev øen delt op i flere mindre del-hertugdømmer, der dog ikke i længden var levedygtige og derfor gik fallit. I 1700-tallet blev hertugen af Augustenborg øens dominerende person. Hertugdømmet blev inddraget af kronen efter augustenborgernes landsforræderi i 1848. Under nationalitetskampen fra 1848 til 1920 var øens befolkning afgjort dansk, og det gav sig også til kende ved afstemningen i 1920, hvor Als stemte sig hjem til Danmark med et stort flertal. Dog var byerne mere tyskprægede.

Efter 1920 har øen været præget af voksende industri. Især efter 1945, hvor Danfoss voksede til en international koncern. I dag ligger den store oplevelsespark, Danfoss Universe, på øen.

 

 

<a href="

      

P R I V A T E  S O M M E R H U S E